Rygestoptilbud
– tag imod et godt tilbud fra Det Mobile Sundhedscenter.
Gratis kursus og rådgivning i rygestop, både for enkeltpersoner og grupper.
I et rygestopforløb får du:
støtte til at lære dine rygevaner at kende, så du lettere kan bryde dem
værktøjer til at komme godt i gang med dit rygestop
hjælp til fastholdelse af rygestoppet i fremtiden
Et kursusforløb består af 5 møder, evt. med et opfølgningsmøde.
Tilmelding til rygestopinstruktør Lisa Jørgensen, tlf. 72 53 60 62, e-mail: ljor@faaborgmidtfyn.dk
Der holdes kurser forår og efterår.
Se mere på: www.faaborgmidtfyn.dk/rygestop/
Stoplinien
Ikke noget at være i tvivl om
Mon ikke de fleste udmærket er klar over, at det er usundt, ja direkte farligt at ryge. I sin indsats for forebyggelse og sundhedsfremme har Faaborg-Midtfyn Kommune da også fokus på rygning som en af kilderne til rigtig mange helbredsmæssige problemer – og på de muligheder og de fordele, som rygerne vil have ved at slukke deres sidste smøg.
Fordele er der nemlig en hel del af, og det handler ikke blot om at forebygge sygdomme. Kondition, smags- og lugtesans vinder for eksempel næsten øjeblikkeligt ved et rygestop, og så sparer du også en hel del penge.
14.000 tobaksdødsfald om året
Baggrunden er barsk. I Danmark dør hvert år cirka 14.000 af sygdomme, der skyldes rygning. Det svarer til hvert fjerde dødsfald. Cirka 5.500 dør af hjerte-karsygdomme, 4.000 af cancer og 3.500 dør af KOL – også kaldet rygerlunger. Derudover dør cirka 2.000 hvert år som følge af passiv rygning.
Lokale forhold
I Faaborg-Midtfyn Kommune var situationen i 2007, at der var cirka 10.000 rygere, hvoraf 5.000 var storrygere mellem 25 og 64 år. Halvdelen af rygerne var interesserede i at holde op med at ryge, og hvert år vil 30 % af dem faktisk forsøge at holde op. Det er der al mulig grund til at støtte dem i.