De frivillige og sundheden
De frivillige organisationer laver et stort sundhedsfremmende arbejde på mange forskellige fronter. Både på et traditionelt område som motion, men også inden for det, man kalder den sociale sundhed. Sundhed drejer sig ikke kun om krop, det handler i lige så høj grad om psykisk velbefindende. Og begge dele påvirker hinanden. Er du inaktiv, kan det sætte spor på dit humør og din livsopfattelse, og er du deprimeret, er det nok ikke motionen, som står først på ønskelisten - eller kosten som lige bliver piftet op. Men det kan det blive!
Det mobile sundhedscenter vil gerne bakke op om de frivillige organisationers arbejde.
Motion og socialt samvær
Sammenhængen mellem sundheden og de frivillige organisationer er nem at få øje på, når det drejer sig om foreninger. Her er aktiviteterne sundhedsfremmende for både unge og ældre, der vælger at dyrke en form for motion i en forening. Motion skal være sjovt! Der findes så mange varianter og motion medfører livsglæde og muntert fællesskab, som er guld værd for den enkelte. Frivillighedskoordinatoren kan hjælpe jer med, hvordan I kan skaffe midler via offentlige tilskud, eller han kan hjælpe med at skabe kontakter i lokalområdet med henblik på sponsorering.
Men frivillighedskoordinatorenkan også hjælpe på andre fronter. Hvis medlemstallet daler, eller hvis der er unge, der ikke trives i foreningen - og som måske i det hele taget ikke trives - så kan frivillighedskoordinatoren hjælpe med at afdække sammenhænge. Måske kan der søges et tilskud, så der kan gives ekstra hjælp til unge med problemer, så de stadig kan nyde godt af motionen og tackle det sociale samvær bedre.
Sundhed og foredrag i pensionistforeningen?
Og hvordan hænger sundhed og foredrag i pensionistforeningen så sammen, tænker du måske? Det har også stor betydning for sundheden, om man selv føler, man har et godt og indholdsrigt liv. Her betyder venner og bekendte meget, og en hyggelig dag i pensionistforeningen har derfor lige så stor betydning for sundheden som motionen. Inviterer I frivillighedskoordinatoren til at fortælle om kost, motion og social sundhed, så har I slået to fluer med et smæk! Men frivillighedskoordinatorenkan også hjælpe jer med at finde strategier for at komme i kontakt med ældre, der ikke kommer i jeres forening, søge om midler til jeres arbejde eller blot hjælpe med at booke lokaler til jeres arrangementer.
Hvis man ikke åbner op for fantasien eller drømmene, kan man nemt begrænse sig selv. Derfor er det vigtigt at turde sige tingene højt, og her kunne du mødes med frivillighedskoordinatoren til en god dialog om stort og småt, skubbe kaffekoppen til side og lade drømmene komme til udfoldelse. Det er med at tage chancen!
Så er du blevet nysgerrig efter, hvordan Det Mobile Sundhedscenter kan hjælpe din forening, så kan du tage kontakt til sundhedskoordinator Pia Kalmer Jørgensen. Du kan også læse mere om Faaborg-Midtfyn Kommunes frivillighedspolitik på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside, hvor du kan downloade ansøgningsskemaer og vejledninger.